fbpx

Fodbold er livets skole

“Jeg har fået lige så mange af livets værdier og sociale kompetencer, ved at spille fodbold, som at gå i skole”.  

Jeg startede til fodbold i sommerferien i dét år, jeg fyldte 5 år. Fodbold har altid været en stor del af mit liv om ikke hele mit liv. Da jeg i min aktive karrieres efterår blev knæskadet og måtte indse, at jeg ikke kom tilbage på banen uden smerter, gik jeg trænervejen. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig en verden uden fodbold……Det kan jeg stadig ikke!

Debatten i dag:

I disse dage raser debatten omkring folkeskolens lange skoledage, og hvorvidt de går ud over foreningslivet og deres medlemmer. Hvordan man kan implementere foreningslivet i den åbne skole? Det ved jeg ikke så meget om, men jeg vil give unge piger og drenge samt deres forældre (med streg under deres forældre) mine erfaringer med på vejen til hvad et foreningsliv og specielt et foreningsliv med holdsport i fokus kan give jer i det lange løb.

Mine erfaringer gjort i fodboldens verden:

Jeg havde en drøm om at komme til at leve af at spille fodbold – ligesom “alle” andre drenge. Det opnåede jeg desværre aldrig. Jeg var ikke villig til at løbe den ekstra meter og træne den ekstra gang. Jeg gav op og lærte mig selv at fodbold sagtens kunne give mig, og havde givet mig, rigtig meget andet. Det fodbolden har givet mig er bl.a.:

  1. Ansvar overfor mig selv
  2. Ansvarlighed overfor gruppen/holdet
  3. Evnen til at lytte til andre
  4. Integritet
  5. Selvtillid
  6. Disciplin
  7. Anstrengelse
  8. Lederskab
  9. Uselviskhed
  10. Mental robusthed

Ansvar overfor mig selv:

Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange mine forældre har kørt mig til fodboldtræning. Tit var begge min forældre stadig på arbejde, da min træning begyndte. Jeg måtte op på cyklen og bevæge mig den “lange” vej til træning…. hver gang. Også når det regnede og blæste (hvis jeg var heldig var træningen aflyst, når det sneede). Jeg og min cykel havde ansvaret for min udvikling.

Ansvarlighed:

Fodbold er en holdsport og på den måde, havde jeg som spiller et ansvar for, at gruppen udviklede sig. Jeg kunne ikke bare melde mig ind og ud af fællesskabet, som det passede mig. Jeg havde et ansvar for at komme til hver træning og hver kamp uden undtagelser og at være forberedt, være fokuseret, klar til at yde mit bedste samt at respektere mine holdkammerater. På den måde lærte jeg ansvarlighed overfor for gruppen og dens udvikling og afhængighed af at jeg kom og deltog, men bestemt også hvad en gruppes ansvarlighed kunne give mig.

Evnen til at lytte til andre:

Jeg lærte gennem træning og kamp at lytte til andre, men ikke bare det at lytte, men også at sætte mine egne behov til side for andres. Vi lærte ikke at tale i munden på hinanden, vente på tur og at lytte til alle i gruppen. Det viste sig nemlig at både trænere, holdkammerater og andre omkring holdet faktisk alle havde noget at byde ind med i det store hele. “Man kan faktisk lære noget af og om andre mennesker, hvis man gider at lytte til dem”. 

Integritet:

Ligesom jeg lærte at lytte til andre, fandt jeg ud af de andre holdkammerater og trænerne også lyttede til mig. Lille mig! Men sandt var det og på den måde lærte jeg alt om integritet og det at have min egen ærlige mening og selvstændighed til at handle i forskellige situationer, uden at jeg skulle være bange for, hvad De alle tænkte om mig. JEG GIK FAKTISK I BAD EFTER TRÆNING! og det gjorde jeg uden at skulle tænke over hvordan jeg så ud nøgen.

Selvtillid:

Ud fra vedvarende integritet kommer selvtillid. En selvtillid der gjorde, at jeg til tider følte mig usårlig og samtidig gav mig lyst til at deltage i alle træningerne og kampene. Gennem en meget høj deltagelsesprocent i alt hvad vi lavede fik jeg yderligere styrket min selvtillid, da mine evner indenfor fodbolden voksede og jeg blev bedre og bedre følte jeg. Jeg har ikke altid været dygtig og i mange år af min fodboldkarriere spillede jeg på 2. holdet, men jeg har altid elsket det og gjort mit bedste. Langsomt som selvtilliden voksede, voksede også troen på egne evner for til sidst at overhale mange af de holdkammerater jeg tidligere havde konkurreret med om pladsen på holdet. Den selvtillid jeg har oparbejdet gennem fodboldkampe via succesoplevelser, resultater og anerkendelse, har jeg taget med mig i mit voksenliv som familiefar, kollega og fodboldtræner.

Disciplin og anstrengelse:

I ordet disciplin lægger også anstrengelse når man f.eks. skal fungere i en gruppe / på et hold. Jeg skulle komme til tiden, passe på mine fodboldstøvler, pakke min taske inden træning og pakke den ud efter træning, smide det beskidte tøj til vask osv. Jeg har lært at hvis man anstrenger sig og giver sig 100% i alt hvad man laver, hver træning og hver kamp, så er man disciplineret og får samtidig resultater for sin anstrengelse.

Lederskab:

Fodbold har lært mig lederskab overfor gruppen. Jeg lærte at gå forrest til træning og i kamp også på dårlige dage. I fodbold kalder man det for en anfører, man får et bind på armen som symboliserer at dette er holdets leder. Jeg lærte i de senere fodboldår at bære dette armbind, da træneren syntes at jeg var den rigtige. Bindet og fodbold har lært mig at gå forrest, statuere gode eksempler og opfordre og støtte dem som var omkring mig. Det har lært mig at træffe svære beslutninger, tage svære samtaler og ikke altid at træffe det nemme valg.

Uselviskhed:

Selv da jeg ikke var anfører lærte fodbold mig, at tilsidesætte mig selv og putte holdet og klubben først. Jeg lærte at min rolle i fællesskabet var berettiget, så længe jeg accepterede den og ydede mit bedste. Fodbold lærte mig at fodbold er en holdsport og at jeg ikke kunne klare det alene. Jeg var afhængig af andre og de andre var afhængige af mig.

Mental Robusthed:

Fodbold har givet mig en mental robusthed, der ikke kan pilles fra mig. Jeg har vundet, tabt, spillet uafgjort. Jeg har slået mig, grædt, jublet, scoret mål, råbt, smilet, og undret mig, men jeg har lært at give mig 100% i alt og aldrig give op. Jeg håber Du finder din mening med at være en del af et hold eller en forening. DBU lavede en film omkring 7-mandsfodbold, hvor mit hold var med. Jeg er nummer 4 for de røde. Helsingør IF